Ledelse i spændingen mellem …

Der er mange måder at lære ledelse på. Nogle er teoretiske, andre mere praktiske og erfaringsbaserede. Vi kombinerer de to verdener ved at bruge teatermetoder, specialuddannede skuespillere og konsulenter – og ledelseserfaring til at invitere dig ind og prøve lederrollen med levende menneskeligt med- og modspil. Dacapo er nemlig ikke bare skuespillere, dramatikere, konsulenter og teoretikere. Dacapo er kombinationen af det hele, og Dacapo har mennesker med praktisk ledelseserfaring fra både koncerndirektioner i store virksomheder og mellemlederstillinger i det offentlige. En ganske unik kombination.

… strategi, mål og dagligdag

Vi arbejder på grundlag af en model, der kombinerer hensigter med praktisk dagligdag – ønskede strategier med faktiske handlinger. Det er en af de grundlæggende erkendelser i vores arbejde, at ledere trods mange gode intentioner ofte møder en dagligdag, der giver uforudsete og ukendte udfordringer – og pludselig udvikler en samtale sig i en anden retning, end det man lige havde regnet med. Det er noget af det, vi både kan skabe refleksion over og træne evnen til at være i.

Træning af ledere med mod

Organisationer er komplekse størrelser, hvor mange menneskers forskellige intentioner konstant krydser hinanden. Derfor kan man som leder ikke på forhånd præcist forudsige effekten af de initiativer, der sættes i gang, herunder hvordan de involverede medarbejdere/kolleger agerer.

Som leder arbejder man ud fra vedtagne mål og rammer samtidig med, at man hele tiden må være parat og villig til at forholde sig aktivt til det, der foregår lige nu. Det kræver mod, risikovillighed og evne til at improvisere.

Dacapos ledertræning tager udgangspunkt i konkrete problemstillinger og erfaringer fra hverdagen. Ved at bruge specialuddannede skuespillere i træningen, kan vi undersøge og afprøve forskellige realistiske situationer. Hvis samtalen ikke lige forløb som forventet, kan vi prøve igen, fx med udgangspunkt i et andet perspektiv. Sammen undersøger vi en ny vej at gå.

Vores mål er, at hver enkelt leder skal kunne omsætte ny viden fra træningsdagen til ny praksis på job.

Kunne det være dig før samtalen?

Kender du det, at du sidder og forbereder dig til samtalen. Med alle mulige intentioner. Positive og negative. Velmente. Hardlinere. Sådan som du tænker, at du er og bør opføre dig som leder? Og så går du til samtalen – og noget andet sker …

Kunne det være dig under samtalen?

Få minutter senere er samtalen ovre. Ledelsen er sket i øjeblikket. Med personlighed. Med nærvær? Med kommunikation. Med feedback. Med overbevisning? Med effekt?

Og din medarbejder efter samtalen?

Hvordan gik det? Hvad kunne du have gjort anderledes? Hvad skete der? Måske sidder du og tænker, at det kunne du have gjort meget bedre? Eller måske tænker du, at du godt kan genkende det med at have sat noget i gang, som du ikke ønskede at sætte i gang. Og hvad sker der så bagefter?

På Dacapos ledelsesudviklingsforløb bliver du sat over for “medarbejderen” og afprøver i praksis – med mulighed for refleksion sammen med “medarbejderen” og konsulenten. Hvordan påvirker du andre mennesker? Hvad sker der, når du er i samtalen? Hvordan kan du arbejde med situationen som den udfolder sig? Hvad sker der bagefter? Hvordan giver og modtager du feedback? Hvordan får du skabt forandringen?